Beretning fra generalforsamling 2022
Beretning fra den ordinære generalforsamling i Foreningen omkring Overdrevsvejen, den 4. april kl. 19.00 i Konfirmandstuen, Grønholt Præstegård.
1 Valg af dirigent
Jens Grove-Rasmussen blev valgt til dirigent og konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt rettidigt. Forsamlingen godkendte generalforsamlingen som værende beslutningsdygtig. Ordet blev herefter givet til formanden.
2 Formandens beretning
Efter 2 års pause er det omsider muligt at afholde generalforsamling.
Og godt for det, det er nu 20 år siden foreningen blev stiftet helt nøjagtigt 21-02-02. i Asminderød Sognegård.
Der var rigtig mange mennesker godt over 120, væsentlig flere end der rent faktisk var plads til. Efter en måneds tid havde foreningen over 130 medlemmer svarende til medlemstallet i kommunens største politiske partier! (det var før Fredensborg og Kokkedal blev lagt sammen)
Og nu 20 år efter har vi lige været igennem et kommunevalg, hvor trafikken gennem Fredensborg atter var et vigtigt emne, det udartede nærmest til en læserbrevdebat, men er der nogen konklusion?
Der er megen myldretidstrafik gennem Fredensborg, vil en forlængelse af Overdrevsvejen ændre på det? De autoriserede trafikmålinger siger at det kan betyde en reduktion på den gennemkørende trafik på 25% eller 4.000 biler fortalerne for en omfartsvej vil ikke acceptere at betydningen ikke bliver større, men der er overhovedet ikke medtaget, at Overdrevsvejen i myldretiden er stærkt overbelastet på grund af trafikken fra industriområdet syd for Hillerød, det tager let 20 minutter at komme fra Hillerød kongevej til motorvejen så mere trafik på Overdrevsvejen glem det.
Det nye hospital forventes nu at åbne slut 2025 hospitalets placering blev fastlagt 2010 og 2012 kom de første meddelelser om budgetoverskridelser, da forventede man drift start 2020!
Så når det forventelig er drift klart 2025 kan vi imødese et kæmpe slagsmål om merpriser, alt bliver dyrere hvis der bruges længere tid end forudsat. Hvad betyder det for Overdrevsvejen? Jeg forventer, at alle de ekstra penge bliver brugt til byggeri, der bliver ikke en krone til udbygning af vejforbindelsen fra hospitalet til det omliggende vejnet.
Til gengæld kommer der en station som burde mindske behovet for biler til og fra hospitalet, og måske også til og fra Novo m.v.
Det er således mit håb, at situationen efter 2025 kan vise sig at blive positiv i forhold til kravet om en forlængelse af Overdrevsvejen.
Beretningen bør selvfølgelig orientere om alle de bestyrelsesmøder der har været i løber af året, let, der har ikke været nogle, vi besluttede sidste år, at nedlægge foreningens bankkonto, tro nu ikke at bestyrelsen delte pengene, det var et statslig krav, at en forening skulle have en nem -konto,
Og en sådan ville årlig koste ca. 2.000 kr. i gebyrer. Vi besluttede at indsætte pengene på Grønholt landsbylaugs konto og så dele gebyret mellem os (Grønholt var jo udsat for det samme krav)
Så det vil fremgå af kassernes redegørelse.
Hermed overlader jeg beretningen til forsamlingens godkendelse.
Der blev drøftet virkningen af den kommende direkte togforbindelse fra Helsingør til den nye station ved det kommende hospital, og den forventelige påvirkning af vejtrafikken til det mindre.
Beretningen blev herefter godkendt.
3 Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Foreningens formue ved periodens afslutning udgjorde 23.305 kr. Årets eneste udgifter er hosting af hjemmesiden, samt gebyr til bank som fremover deles med Grønholt Landsbylaug.
Regnskabet blev godkendt.
4 Fastlæggelse af kontingenter og gebyrer
Bestyrelsen foreslog at kontingentet fortsat skulle være 0 kr. hvilket blev godkendt af forsamlingen.
5 Behandling af forslag
Ingen indkomne forslag.
6 Valg af medlemmer til bestyrelsen samt suppleanter
Følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg:
Søren D. Schmidt, Per Stæhr-Nielsen, Olof Ingdam-Lindgren og Flemming Velin. Alle opstillede blev genvalgt.
Som suppleant var Mikkel Schlottmann opstillet, og blev valgt.
7 Orientering omkring arbejdsgrupper
For tiden ingen aktive arbejdsgrupper, men de er klar hvis der opstår behov.
8 Valg af revisor
Claus Toft Olesen villig til genvalg, blev valgt.
9 Eventuelt
Ingen indlæg under eventuelt.
---oooOooo---
Generalforsamling 2020
Generalforsamling 2020 er udskudt indtil videre pga. Corona pandemien.
---oooOooo---
Borgmesteren kommer på besøg
Mandag den 1. April kl. 19.00 kommer borgmester Thomas Lykke Pedersen til møde i Konfirmandstuen på Præstegården.
Vi skal snakke om Overdrevsvejen, lokalplan, trafiksanering og hvad vi ellers synes, vi har af spørgsmål til kommunen.
Herefter afholder Foreningen omkring Overdrevsvejen ordinær generalforsamling
Dagsorden i henhold til vedtægterne.
Kl. ca. 20.30 afholder Grønholt Landsbylaug årsmøde.
Dagsorden i henhold til vedtægterne.
Alle er velkomne.
Bestyrelsen, Overdrevsvejen
Bestyrelsen, Grønholt
---oooOooo---
Beretning fra generalforsamling 2019
Beretning fra den ordinære generalforsamling i Foreningen omkring Overdrevsvejen, den 1. april kl. 19.00 i Konfirmandstuen, Grønholt Præstegård.
Formanden bød velkommen til generalforsamlingen, som var den 18. incl. den stiftende generalforsamling den 21.1.2002.
Valg af dirigent
Søren D. Schmidt foreslog Ole Ortved Andersen som dirigent, og han blev valgt. Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt med 3 ugers varsel, og forsamlingen godkendte generalforsamlingen som værende beslutningsdygtig.
Formandens beretning
Se billederne fra formandens beretning her.
I år kom der rigtig gang i debatten om trafikken på A6 gennem Fredensborg. Det var vel delvis affødt af den debat der opstod i forbindelse med
vejdirektoratets ( statens) ønske om at ombygge rundkørslerne således at der kunne køre 25 meter lange modullastvogne på hovedvejen.
Det betød, at der blev skabt en trafikgruppe som protesterede, og når de nu var i gang skulle man så ikke samtidig fjerne al den gennemkørende trafik?
I løbet af forsommeren foranstaltede kommunen, at der blev gennemført trafiktællinger, hvilket havde været ønsket i flere år.Resultatet blev forelagt repræsentanter for rafikgruppen og Foreningen omkring Overdrevsvejen. På et møde primo september, indkaldt med 4 dages varsel.
Derefter blev der udarbejdet en redegørelse for hvad der kunne gøres.Denne redegørelse blev ligeledes forelagt foreningerne på et møde og derefter forelagt politikerne.
Da der her ikke uventet var forslag om at etablere en omfartsvej, afholdt vi i bestyrelsen et møde og blev enige om at sende et læserbrev til lokalpressen med kopi til alle politikerne. Heri fremhævede bestyrelsen , at redegørelsen påviste, at etablering af en overdrevsvej ville lette trafikken gennem Fredensborg med 3-4.000 biler daglig.
Der kører i dag mellem 15 og 16.000 men omfartsvejen forventedes at blive belastet med mellem 9 og 10.000 biler Resultat to veje med megen trafik i stedet for én og en anlægssum på ca 400 mill. kr.
Den 19. marts blev der så afholdt borgermøde, hvor rapporterne blev gennemgået og de to foreninger fik lejlighed til at fremfører deres synspunkter.Jeg var åbenbart ikke god til at redegøre for, at Foreningen omkring Overdrevsvejen er modstander af en omfartsvej, for i referatet i Uge-Nyt fremstår foreningen som tilhænger af en omfartsvej. Jeg edegjorde for det projekt der blev udarbejdet af Amtet i 1987, ikke fordi det er aktuelt, men fordi der er tilknyttet et budget, som tillagt usikkerhed prisstigninger etc. ender på 400 mill.I kommuneplanen er angivet en anden linjeføring, men den er kun vejledende, for der foreligger ikke noget nyere projekt. Derimod findes i Fingerplanen et kort, som angiver en bred zone , hvor der kan etableres en vejforbindelse. Den er så bred fordi man ikke ved, om der kan blive tale om en forlængelse af Overdrevsvejen som vi kender den, eller om der skal være plads til en motorvej i stedet for den linjeføring, som findes i trafikkorridoren.
Vi har i de senere år snakket om, at etableringen af det nye hospital ville generere trafik, som kunne understrege behovet for en omfartsvej, her kommer den nye trafikrapport os til hjælp, man fastslår, at med en ny station både for lokalbane og S-bane ved hospitalet, må det forventes at en større gruppe brugere end i dag vil benytte kollektiv transport, næppe med følge af en nedgang i trafikken, men ikke med en stigning. Vi har lige oplevet offentliggørelse af et trafikforlig på Christiansborg, ganske vist er resultatet afhængig af valget, men en ”rød ” regering vil næppe øge bevillingerne til veje, og når man så ser på vejdirektoratets beregning af trafikproblemer i Danmark, så er problemerne i Fredensborg ikke af en karakter, som berettiger staten til at investere. 400 mill for at flytte 3.000 biler ind gennem UNESCO verdensarv, gennem Nationalparken Kongernes Nordsjælland, forbi 50 -70 ejendomme. Det bliver næppe en statsopgave, og næppe heller et projekt inden for den kommunale økonomi.
Foreningen følger udviklingen, men vi er ikke foruroligede.Alle de nye målinger er helt i overensstemmelse med hvad amtet kom frem til og hvad foreningens trafiktælling i 2003 afdækkede. Hermed slutter jeg min beretning.
Der var enkelte uddybende spørgsmål til formandsberetningen. Et enkelt medlem tilkendegav at den nye transportkorridor der er markeret på fingerplan 2019, gav anledning til bekymring, og opfordrede bestyrelsen til at forfølge sagen med henblik på at få den fjernet. Transportkorridoren markerer en areal reservation for en evt. Ring 6.
Formandsberetningen blev herefter godkendt.
Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Det reviderede regnskab blev gennemgået. Årets udgifter havde været 532 kr. til hosting af hjemmesiden og 302 kr. i gebyr til banken. Foreningens formue ved periodens afslutning udgjorde 25.553,73 kr. Regnskabet blev godkendt.
Fastlæggelse af kontingenter og gebyrer
Bestyrelsen foreslog at kontingentet fortsat skulle være 0 kr. hvilket blev godkendt af forsamlingen.
Behandling af forslag
Ingen indkomne forslag.
Valg af medlemmer til bestyrelsen samt suppleanter
Følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg:
Karin Aass, Torben Chrintz, Lars Friderichsen, Torben Poulsen. Alle opstillede blev genvalgt.
Som suppleant var Ole Ortved Andersen på valg, og blev genvalgt.
Orientering omkring arbejdsgrupper
For tiden ingen aktive arbejdsgrupper.
Valg af revisor
Claus Toft Olesen villig til genvalg, blev valgt.
Eventuelt
Ingen indlæg under eventuelt.
Beretning fra generalforsamling 2018
Beretning fra den ordinære generalforsamling i Foreningen omkring Overdrevsvejen, den 16. april 2018, kl. 19.00 i Konfirmandstuen, Grønholt Præstegård.
1 Valg af dirigent
Ole Ortved Andersen blev valgt til dirigent og konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt rettidigt. Forsamlingen godkendte generalforsamlingen som værende beslutningsdygtig. Ordet blev herefter givet til formanden.
2 Formandens beretning
2017 var et valgår, og som sædvanlig blev trafikken gennem Fredensborg et tema i valgkampen.
Når man snakker trafik så snakker man især om omfartsvej, og der ender med at være en forlængelse af Overdrevsvejen.
I år var debatten en fortsættelse af den debat der havde været i løbet af året om gennemkørende trafik med modullastvogne, dette punkt ser dog ud til at have fundet en løsning, netop den løsning som foreningen har peget på for mange år siden, lastbiler fra Helsingør kører ad Helsingørmotorvejen til Isterødvejen derefter af Isterødvejen til Overdrevsvejen. Fredensborg slipper for den tunge trafik, og lastbilerne bruger et par minutter længere.
Med hensyn til den øvrige trafik viste det sig, at adskillige af politikerne ikke kendte den rapport foreningen havde udarbejdet i samarbejde med COWI, hvorfor vi sendte den til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Resultatet er nu, at kommunalbestyrelsen har anmodet forvaltningen om at der udarbejdes en ny analyse, ikke fordi vores er forkert, men trafikmængden er steget i løbet af de forgangne snart 15 år.
Bestyrelsen agter at mødes når rapporten foreligger og se, om den indeholder målinger eller konklusioner, som vi skal være opmærksomme på.
Det forventes fra mange sider, at når det nye Hospital er færdigt, vel engang 2022, hvis der overhovedet kan skaffes penge til det, vil rejse sig et ønske om en forlængelse af Overdrevsvejen, således at patienter fra Helsingør lettere kan komme til og fra. Ser man imidlertid på økonomien, er det helt usandsynligt, at hverken Fredensborg kommune, Regionen eller staten agter at spenderer de nødvendige 300 mill.
Så mon ikke vi også i de kommende år med sindsro kan betragte udviklingen, Overdrevsvejens forlængelse står ikke lige for døren.
Formanden spurgte om der var spørgsmål til beretningen, og der kom et enkelt, om den trafikanalyse som kommunalbestyrelsen ønsker udarbejdet, vil blive udarbejdet på samme måde som den foreningen fik lavet for 15 år sigen. Formanden svarede at han ville antage den blev udarbejdet efter de samme principper, for at kunne give et retvisende billede af trafikmønsteret i Fredensborg. Når rapporten foreligger senere på året, vil bestyrelsen gennemgå den, og hjælpe med fortolkningen, såfremt det bliver nødvendigt.
Herefter overlod formanden sin beretning til forsamlingens godkendelse.
Beretningen blev godkendt.
3 Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Det reviderede regnskab blev uddelt til orientering. Foreningens formue ved periodens afslutning udgjorde 26.388,00 kr. Årets udgifter beløb sig til 380,00 kr. som dækker hosting af hjemmesiden samt gebyr til bank. Regnskabet blev godkendt.
4 Fastlæggelse af kontingenter og gebyrer
Bestyrelsen foreslog at kontingentet fortsat skulle være 0 kr. hvilket blev godkendt af forsamlingen.
5 Behandling af forslag
Ingen indkomne forslag.
6 Valg af medlemmer til bestyrelsen samt suppleanter
Følgende bestyrelsesmedlemmer var på valg:
Søren D. Schmidt, Per Stæhr-Nielsen, Olof Ingdam-Lindgren, Lars Friderichsen og Flemming Velin. Alle opstillede blev genvalgt.
Som suppleant var Ole Ortved Andersen på valg, og blev genvalgt.
7 Orientering omkring arbejdsgrupper
For tiden ingen aktive arbejdsgrupper, men de er klar hvis der opstår behov.
8 Valg af revisor
Claus Toft Olesen villig til genvalg, blev valgt.
9 Eventuelt
Ingen indlæg under eventuelt.
---oooOooo---
Side 1 ud af 3